Hankook Slagelse Rally

Gå til indhold

Hoved menu:

HAR STREGET OP TIL EN SJÆLLANDSK DM-RUNDE

Løbslederne bag Hankook Slagelse Rally fortæller om det kommende mesterskabsløb.
300 kilometer ialt inklusive 16 hastighedsprøver med en samlet længde på 127 kilometer og med start og mål i Slagelse!

Dét lyder da som noget af et rally, og det er akkurat, hvad det er: tredje runde af årets danske mesterskab i rally kombineret med et minirally på 90 kilometer og med 45 kilometer hastighedsprøver.

Og med Slagelse Auto Sport som arrangør.

En rallyfest som begynder fredag den 8. september og slutter lørdag den 9. september.

To af nøglepersonerne i organisationen bag projektet er løbsleder Bettina Poulsen og løbslederassistent John Larsen, der nu har løftet sløret for nogle af detaljerne i det kommende Hankook.

Rally Slagelse 2017, som startes fra byens torv, men derudover har Hansen Biler i Slagelse som samlingssted.

Rallyet får fem servicepauser, to fredag og tre lørdag og med tankzoner på en servicestation tæt på rallyhovedkvarteret hos Hansen Biler.

KENDTE OG UKENDTE PRØVER

Nogle af hastighedsprøverne er velkendte, andre er nye. Fredag køres en rundbane og en gennemgående prøve, begge to gange. Lørdag køres en gennemgående og fem rundbaner, alle to gange. To af rundbanerne er små, men med lange afløb.

Bortset fra en prøve med omkring 1000 meter grus og en anden prøve med en mindre grusstrækning afvikles rallyet på asfaltveje, fortæller de to løbsledere.

Afviklingen af rallyet foregår indenfor en radius af 30 kilometer omkring Slagelse, og løbsledelsen satser på at få 50-60 biler til start.
Bettina Poulsen, SAS, og John Larsen, NFMS, er langt fremme i forberedelserne til Hankook Rally Slagelse med omkring 200 officials i sving.
STARTER FREDAG AFTEN

  • Rallyet startes fredag kl. 20:00 med fire hastighedsprøver på tilsammen godt 32 kilometer og slutter klokken 22:30 efterfulgt af en pause frem til klokken 8:00 lørdag, fortæller Bettina Poulsen og John Larsen og tilføjer:
  • Lørdag køres der 12 hastighedsprøver med en samlet længde på henved 95 kilometer og første bil forventes i mål klokken 16:07.

NOTEKØRSEL OG SERVICEPAUSER

Minirallyfeltet får lørdag formiddag mulighed for notekørsel med to gennemkørsler af tre hastighedsprøver, som skal gennemkøres to gange lørdag eftermiddag. DM-feltet får mulighed for notekørsel fredag fra kl. 8:00.
Ib Kragh og Freddy Pedersen, Juelsminde/Bjerringbro, er i deres Citroën DS3 R5 på jagt efter point til endnu en DM-titel og fører efter to runder titelopgøret med 137 point.
200 OFFICIALS PÅ ARBEJDE

Afviklingen af det kombinerede DM-rally og minirally kræver en organisation med masser af mandskab. Både i rallycentret og på hastighedsprøverne foruden mandskab til at tage sig af fornøden afspærring, sikkerhedsforanstaltninger, skiltning og efterfølgende oprydning.

Gennemsnitligt vil vi have omkring 25 mand posteret på hastighedsprøverne inklusive bemandingen ved start- og målfelterne. Ialt kommer rallyorganisationen til at tælle omkring 200 officials, slutter Bettina Poulsen og John Larsen fra henholdsvis Slagelse Auto Sport og Nykøbing Falster Motor Sport.

Der er lagt an til hektisk kamp om DM-point i Slagelse!
Heino Mejer og Bo Mølgaard, Horsens/Barrit, har været flyvende i deres veltjente Volvo 242 Turbo og er med 131 point på andenpladsen i DM-opgøret før den midtsjællandske runde.
Gert Marbo og Michael Gammelgaard, Tølløse/Gørding, har i deres Citroën DS3 kørt sig frem i feltet og er med 128 point på tredjepladsen efter de to første DM-afdelinger.
Marco Gersager og Jeannette Kvick, Hvidovre/Slagelse, har med deres Opel Corsa OPC i to DM-runder sikret sig 126 point og er på en fjerdeplads i DM-stillingen.
Carsten Jensen, Holstebro, er med henholdsvis Michael Fasterholdt, Billund, og Per Brodersen, Lem St., i Renault Clio et godt eksempel på, at man selv i en lille bil kan være med i de forreste linier. Han er med 116 point på en sjetteplads i DM-opgøret.
Den flerdobbelte rallymester Kenneth Madsen og Mette Felthaus, Dianalund/Horsens, har kun point fra årets første runde, og skal køre, så det sprøjter om deres Suzuki Swift Maxi 2000 for at nå fra en 12. plads og op i forreste linie.
Michael B. Sørensen og Frits Grove Nielsen, Gjern/Fårvang, er ligeledes langt fremme i DM-feltet efter at de i deres lejede Opel Corsa OPC med 122 point fra to DM-runder nu er på en samlet femteplads.
Jesper og Marc Troels-Smith, Klippinge/St. Heddinge, har også kun point fra årets første runde, og skal ligeledes have fyret op under deres Peugeot RCZ for at indhente konkurrenterne i den samlede pointstilling.
Velkommen til Hankook Slagelse Rally 2017.

Slagelse Autosport er i år vært ved 2 rallyløb over 2 dage. Vi starter fredag aften kl 20 med løbet, der tæller til Danmarksmesterskabet. Lørdag fortsætter Danmarksmesterskabet fra kl 8, mens minirallyet starter kl ca 13.00.
På denne side finder du information om løbet.
 
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu